Brug PR til at opnå synlighed i de rigtige fag- og nyhedsmedier

Hvis du midt i en krise har fået den helt rigtige, originale, anderledes ide eller har set lige netop det, der kan hjælpe dig eller andre ud af en krise, kan det kun gå få langsomt med at brede det ud til omverden.

Og her er de traditionelle fag- og nyhedsmedier stadig en meget effektiv kanal til at ramme præcis de målgrupper, du ønsker. PR – public relations – handler blandt andet om at fortælle historier gennem redaktionel omtale.

Fem trin til vellykket PR og synlighed i fagmedier og nyhedsmedier:

 
  • Følg med og følg din strategi
  • Brug nyhedskriterierne og tænk over vinklen på din historie
  • Lav et brugbart pressemateriale
  • Henvend dig til ét medie eller send bredt ud
  • Vær klar til at give interviews og evaluere resultatet

Følg med og følg din strategi: PR handler om at udvikle gode historie og afsætte dem til journalister og medier, der gør dine historier til deres egen i redaktionel omtale. For at kunne gøre det, bliver du nødt til at læse aviser, fagblade og magasiner, se nyheder i fjernsynet, høre radio og følge med på nettet. Når du følger med i nyhederne om din branche og samtid, får du gode ideer til at udvikle og afsætte historierne.

Brug nyhedskriterierne og tænk over vinklen på din historie: For at din historie ender i medierne, skal den være aktuel og væsentlig samt have et vist mål af sensation eller konflikt over sig – og give læserne/lytterne/seerne mulighed for at identificere sig i den. Tænk også over, hvordan historien kan vinkles. Det handler om, hvor du stiller dig som fortæller: Fra virksomhedens, medarbejdernes, kundernes, en branches eller lokalsamfunds vinkel?

Lav et brugbart pressemateriale: En god pressemeddelelse baserer sig på flere kilder, fortæller det væsentligste først og er ikke for lang. Store mængder af baggrundsoplysninger og fakta kan samles i et fakta-ark. Billeder er også afgørende for at formidle en god historie, så husk altid at medsende billedmateriale. Brug kun billeder, som du har rettighed over.

Henvend dig til ét medie eller send bredt ud: Hvis du har en topaktuel, sensationel eller væsentlig nyhed, kan du måske få et enkelt medie til at tage historien op ‘som deres egen’. Der er stor forskel på, hvad VVS’ernes fagblad og 21Søndag på DR anser som en topaktuel, sensationel eller væsentlig nyhed. Rigtig mange gode historier kan opnå pæn omtale gennem bred udsendelse. Her sender du materialet til alle relevante redaktioner samtidig og følger så op nogle dage senere pr. telefon.

Vær klar til at give interviews og evaluere resultatet: At give interview er en helt særlig disciplin. Det første kriterie for et vellykket interview er, at du tager telefonen. Desuden skal du være klar til at præsentere og eksemplificere din historie i dine svar på journalistens spørgsmål. Få styr på, hvor og hvornår historien bringes, og i hvilken sammenhæng den indgår, optag udsendelsen og klip artiklerne ud. Del dine medieklip med involverede kolleger. Og evaluer, hvad I fik ud af PR-aktiviteten, og hvordan den kan gøres bedre næste gang. Husk også at sige tak for god behandling til de journalister, som har bragt din historie.

Værktøj til vellykket PR

Der findes forskellige tjenester, hvor du kan oprette virksomhedsprofil og lægge pressemateriale op eller distribuere det. Hos Grønbech bruger vi den professionelle tjeneste Via Ritzau, hvorfra pressematerialet både distribueres via e-mail og lægges op i en portal samt på sociale medier.

Til at holde styr på, hvem der bringer vores kunders historier, bruger vi – ud over Google Alert og mediernes egne portaler også Infomedia, Hypefactors og Talkwalker.

Både tjenester til udsendelse af pressemateriale og til overvågning er ret dyre, hvis man som enkelt virksomhed skal have abonnement. Måske blot for at bruge dette nogle få gange årligt. Derfor kan det være en fordel at arbejde sammen med et PR-bureau og ad den vej få udsendelse og overvågning.

Download vores guide: Brug PR som effektiv markedsføring

Tilbage til gratis guide – alle trin

Lad os tale sammen, udfyld formularen

Aktuelt