Lokal PR giver flere ansøgere

Grønbech har lavet en PR-indsats rettet mod lokale medier for velgørenhedscykelholdet Team Rynkeby i Nordsjælland, som for 10. gang cykler til Paris for at samle penge ind til Børnecancerfonden og Børnelugefonden.


PR-indsatsen har resulteret i flere kvindelige ansøgere til det nordsjællandske cykelhold, så der nu er en bedre fordeling mellem mænd og kvinder på holdet.

”Vi er glade for, at vi med den lokale omtale har fået flere kvindelige deltagere på cykelholdene. Vi skaber de bedste hold, når der er en god balance mellem køn, alder og erhverv blandt deltagerne. Tidligere har vi været nødsaget til at gå på kompromis med alder og erhverv for at få nok kvinder på alle holdene,” fortæller holdkaptajn for Team Rynkeby Nordsjælland, Jan Grubak, og fortsætter:

”Den lokale omtale har samtidig bekræftet deltagerne i, at de er med til at gøre en stor forskel for børn med kritiske sygdomme, og det skaber opmærksomhed hos virksomheder, som kan blive nye mulige sponsorer til os.”

Lokal omtale skaber identifikation hos målgruppen

Team Rynkeby Nordsjællands tidligere deltager på cykelholdet, Christina Igel fra Helsinge, medvirkede i PR-indsatsen til de lokale medier, da hun fremstår som en rollemodel for yngre kvinder i lokalområdet. En strategi, der vækker stor begejstring hos holdkaptajn, Jan Grubak:

”Det var den helt rigtige måde til at nå ud til målgruppen på. Kan man spejle sig i en person fra sit eget lokalområde i en artikel, er der større chance for, at flere får lyst til at ansøge og blive en del af sammenholdet,” fortæller han og fortsætter:

”Samtidig nåede vi ud med vores budskab om, at alle erhvervsgrupper og aldre i lokalområdet er velkomne hos Team Rynkeby.”

Bedre kønsfordeling hos Team Rynkeby Nordsjælland efter PR

Efter PR-indsatsen har Team Rynkeby Nordsjælland fået flere ansøgninger fra målgruppen til cykelholdene for 2019-2020, og en stor del af deltagerne på Team Rynkeby Nordsjællands informationsmøde var kvinder, der havde fundet information gennem de lokale medier.

”Kønsfordelingen ligger nu på 40 % kvinder og 60 % mænd, hvilket er en væsentlig forbedring fra tidligere år. Vi har samtidig oplevet en stigning i vores sponsorindtægter,” siger Jan Grubak, som også er positiv over samarbejdet med Grønbech:

”Grønbech trådte til med kort varsel og leverede den samme gode kvalitet, som jeg har oplevet gennem tidligere samarbejdsprojekter med bureauet.”

Læs mere om Grønbechs arbejde med PR her.